Havregrød med chia, æble og dadler

10, Februar, 2019

Der findes rigtig mange måder at gøre den klassiske havregrød mere interessant og man kan nemt skrue op og ned på sundhedsbarometret. 

Her er der blevet skruet godt op, for denne grød har fået tilført både chiafrø og hørfrø, der indeholder fode fibre, og som er med til at holde blodsukker nede og fordøjelse i gang. Derudover indeholder den revet æble og hakkede dadler, så den smager himmelsk.

Hvis du spiser sådan en her portion om morgenen, så får du en rigtig god start på dagen med en god bund i maven :) Den eneste advarsel: Den er svært vanedannende ;) 

Grøden fungerer også rigtig godt kold, så du kan evt. lave en dobbelt portion og sætte den i køleskabet, så du har en køleskabsgrød. Det gør det ekstra nemt om morgenen. 

Vil du gerne have en varm portion (eller kold) med på farten, så kan du opbevare den i vores smarte termobeholder, der holder mad varm i op til 8 timer og kold i op til 12 timer!

Det skal du bruge (1 stor portion eller 2 mindre): 
1 spsk hørfrø 
1 spsk chia
1 dl vand 
1 dl havregryn 
2 dl havremælk 
1/2 revet æble 
2 dadler
1 nip salt 

Sådan gør du: 
Først blander du hørfrø, chia og vand sammen i en skål og rører godt rundt. Det skal bare stå for sig selv i ca 15 min. mens du laver resten af grøden. 
Imens hælder du havremælk og havregryn i en gryde og tænder for blusset. 
Riv æblet og hak dadler i små tern. Tilsæt det til havregrøden sammen med lidt salt. 
Tilsæt tilsidst chiablandingen og rør rundt til det koger let op og er tyknet i konsistensen. Spis grøden varm eller kold og server evt. med lidt hakket æble.